Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Salget hos Volvo CE steg med 34% i Q3

Stigninger i markedsandele og stærk fremgang i Asien og Rusland medvirker til at drive Volvo Construction til et stærkt resultat i tredje kvartal af 2017.

Stigende markedsandele i vigtige segmenter koblet med god omkostningsstyring og voksende efterspørgsel på de fleste markeder hjalp Volvo Construction Equipment (Volvo CE) til et særligt stærkt tredje kvartal af 2017. Salget steg med 34%, ordreindgangen med 45% og leveringerne med 48% i perioden, og lønsomheden blev klart forbedret.

Justeret for valutabevægelser voksede nettosalget i tredje kvartal med 34% til SEK 15.091 M (11.539). Driftsindtjeningen steg ligeledes markant med et spring på 237% til SEK 2.024 M, hvilket er en stigning fra 601 M i den tilsvarende periode i 2016. Dette gav en markant stigning i driftsmarginen til 13,4% (5,2%). Lønsomheden var ligeledes positivt påvirket af højere salg, forbedret kapacitetsudnyttelse i det industrielle system og en gevinst fra salget af Volvo CE's forhandling i Storbritannien.

Nettoordreindgangen i tredje kvartal steg med 45% sammenlignet med samme kvartal i 2016. Denne stigning var primært drevet af højere ordreindgang fra Kina samt vækst på de øvrige asiatiske markeder og Rusland. Leveringerne steg med 48% til 14.431 maskiner.

Markedsudvikling

Frem til slutningen af august steg det europæiske marked med 15%, drevet af væksten i Storbritannien, Frankrig og Italien. Det tyske marked ligger en anelse over sidste år, mens det fremgangsrige russiske marked er vokset med 101%. Nordamerika ligger 7% over sidste år som følge af stigende efterspørgsel på gravemaskiner, både kompakte og større universalmaskiner. Sydamerika ligger 6% over sidste år, men forbliver på meget lave niveauer. I Asien (eksklusive Kina) ligger det samlede marked 12% over sidste år, med fortsat vækst i Indien og Indonesien, hjulpet af en minesektor i fremdrift. Det kinesiske marked ligger 74% over sidste år, med stærk fremgang for gravemaskiner såvel som store læssemaskiner på hjul.

"Dette er et særligt stærkt resultat. Volvo CE har reageret godt på den voksende efterspørgsel, med stigninger i volumen på 48%, samtidigt med at lønsomheden tager et markant skridt opad", kommenterede Martin Weissburg, der er administrerende direktør for Volvo Construction Equipment. "Vi fortsætter også med at vinde markedsandele inden for vores produkt- og markedshøjborge".

I løbet af kvartalet producerede Volvo CE sin rammestyrede dumper nummer 75.000. Efter at have produceret mere end halvdelen af de rammestyrede dumpere, der nogensinde er lavet, er ca. 50.000 Volvo-dumpere stadig i regelmæssig brug rundt omkring i verden.

Tabel 1

Volvo Construction Equipment - nettoomsætning fordelt på markedsområde i mio. svenske kroner (SEK).

Nettoomsætning fordelt på markedsområde Tredje kvartal Første ni måneder
Mio. SEK 2017 2016 2017 2016
Europa 5,179 4,583 17,639 14,846
Nordamerika 3,013 2,476 9,736 8,258
Sydamerika 464 400 1,263 955
Asien 5,483 3,423 18,127 11,588
Øvrige markeder 952 657 2,999 1,973
I alt 15,091 11,539 49,764 37,620