Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Volvo-maskiner til hårdt miljø i Stena

Det er hårdt at være maskine hos Stena Recycling. Firmaet uddanner sine førere, og de kører fornuftigt, men miljøet slider hårdt.

Den nyeste Volvo læssemaskine hos Stena Recycling er en Volvo L120H fra juli, men allerede i oktober ligner maskinen én med flere år på bagen. Grunden er først og fremmest det hårde miljø i genbrugsmaterialer, som sætter sine skrammer både på selve maskinen og på den signalfarvede kontravægt.


L120’eren anvendes blandt andet til at læsse metalskrot i en shredder, og den kører typisk 16 timer i døgnet på Stenas plads i Grenaa, hvor der også kører en Volvo L150H. Den lever også et hårdt liv, blandt andet fordi den kører på massive dæk og dermed mangler affjedring.

Stena Recycling er en svensk ejet koncern, og koncernen har en rammeaftale om indkøb af læssemaskiner med Volvo Construction Equipment. De to læssemaskiner i Grenaa er to ud af i alt seks Volvo læssemaskiner, der kører hos Stena Recycling i Danmark. Derudover har Stena Recycling 15 Volvo lastbiler og i alt ca. 35 materielhåndteringsmaskiner af forskellige fabrikater.

- Vi udskiber ca. 400.000 tons genbrugsmaterialer om året alene fra Grenaa, og vi er helt afhængige af vores maskiner, så driftssikkerheden er meget vigtig. Det koster rigtig mange penge at have et skib liggende ved kaj. Hvis vores L120 ikke kører, så standser vores produktion. Vi har ingen reservemaskine, fortæller produktionschef Otte Jensen.

I Grenaa er den største af Stena Recyclings 20 pladser i Danmark. Der er to sakse og to shreddere på pladsen.

Indkøber af de mange maskiner til Stenas pladser er teknisk maskin-indkøber Kim Theilgaard Jensen. Han lægger stor vægt på brændstofforbruget.

- Det har udviklet sig meget gennem årene. Med hver ny Volvo-maskine følger to EcoOperator kurser i Sverige. Vi har foreløbig haft 11 førere med. Det er rigtigt godt. De fleste førere kommer fra ældre maskiner og lærer ud over kørslen også noget om at udnytte den nye elektronik. Og så har det den effekt, at maskinførere fra forskellige afdelinger mødes, og på kurserne danner vores medarbejdere en naturlig gruppe og lærer af hinanden, siger han.

- Jeg har selv været på EcoOperator kursus, og jeg synes, at det er rigtig godt. Der er af og til indstillinger på maskinerne, som slet ikke bliver brugt, fordi førerne ikke kender dem. Der bliver skiftet fører på mange af maskinerne ret ofte, så jo flere, der kender funktionerne, jo bedre.

- Når vi køber Volvos læssemaskiner, forventer vi høj kvalitet, og i det hele taget er vores forventninger høje hele vejen rundt. Vi har guld serviceaftaler på alle maskiner inklusive lastbilerne, og der har vi beregnet, at det både udjævner udgifterne og begrænser omkostningerne, siger Kim Theilgaard Jensen.

Otto Jensen går meget op i driftssikkerhed på maskinerne.
- Det betyder meget, at maskinerne er driftssikre, men også at service og eventuelle reparationer kan klares uden eller med korte driftstop.

- En anden vigtig faktor er arbejdsmiljøet. L120’eren er købt med ekstra komfort i form af et luksusførersæde med plandæmper, trykkabine, oliefyr og CDC-styring. Aircondition med filtre er også en vigtig faktor. Arbejdsmiljø er noget af det vigtigste for at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere, og dem er vi meget afhængige af, blandt andet fordi kravene til renheden og dermed sorteringen af vores produkter er stigende, siger Otto Jensen.

Også vedligeholdelsen er der gjort ekstra foranstaltninger for i betragtning af det hårde og støvede miljø. Der er vendbar ventilatorvinge, specialdesignet udtræk til rengøring af køler og ekstra filtre på turboen.

Kim Theilgaard Jensen hæfter sig meget ved gensalgsværdien.

- Volvo-maskinerne har generelt en god gensalgsværdi. Vi afskriver typisk maskinerne over otte år. Så har de normalt kørt ca. 15.000 timer. Det gælder ikke den nye Volvo L120H i Grenaa. Den har kørt 20.000 timer allerede på fem år, og så bliver den nok udskiftet, siger han.