Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Første fabriksbyggede Volvo hybrid leveret i Danmark

For entreprenør Knud Erik Nielsen er hans investering i en Volvo EC300EL Hybrid et vigtigt signal til sine kunder om lavere brændstofforbrug og bedre miljø.

Set på afstand lignede gravemaskinen, der rullede ned fra blokvognen på havnen i Esbjerg 15. september, en traditionel Volvo EC300E. Men i virkeligheden er den alt andet end traditionel. Tværtimod repræsenterer den for Volvo et stort skridt ind i næste fase i udviklingen af fremtidens entreprenørmaskiner.

Den nye udgave af Volvos populære 30 tons gravemaskine er nemlig den svenske maskinleverandørs første fabriksbyggede hybridmaskine, og leveringen i september var samtidig det første eksemplar leveret på dansk grund.

Sådan virke hybridteknologien
Betegnelsen Hybrid angiver nye tekniske modifikationer på maskinen, som sænker maskinens brændstofforbrug og CO2-emissioner og dermed gør den mere miljøvenlig at anvende end traditionelle maskiner.

Hybrid-løsningen er forskellig fra den enkelte producent til den anden. Volvos hybridkoncept bygger på opsamling af energien fra gravearmen på maskinen. Energien fra de nedadgående bom-bevægelser oplader 20-liters hydrauliske akkumulatorer, som derefter leverer energi til at drive en hydraulisk hjælpemotor, der dernæst hjælper dieselmotoren med at trække de hydrauliske pumper.

- Der er mange tons stål i gravearmen, og når den sænkes ned i et hul, bliver store mængder olie skubbet tilbage. Akkumulatorerne virker som en fjeder, da de opmagasinerer olien under højt tryk og afgiver den igen til at understøtte dieselmotoren. Netop dieselmotoren vil så blive mindre aktiv, og på den måde sparer man på brændstoffet, og så har man en hybrid maskine, som gør en forskel, forklarer Peter Sjøgren, produktspecialist hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.

Ifølge Volvo fjerner hybridteknologien belastningen på motoren og leverer samtidigt op til 20 procent højere brændstofeffektivitet og op til 17 procent lavere CO2-emissioner - vel at mærke uden tab af ydeevne.

Nomadetilværelse
Kunden til den første Volvo EC300EL på dansk grund var entreprenør Knud Erik Nielsen. Han har 25 års erfaring som soloentreprenør i den danske entreprenørbranche, og det er 15 år siden, han købte sin første Volvo gravemaskine - en EC290C.

- Jeg har altid holdt mig til Volvo. Volvo kører godt og er stabile, så andre mærker har aldrig rigtig fanget min interesse, selv om jeg har arbejdet med mange af dem. Det handler for mig om den samlede oplevelse med salg og eftermarked, og det betyder meget, at jeg hos Volvo kender teamet, siger Knud Erik Nielsen, der sagde farvel til sin traditionelle Volvo EC300 til fordel for den nye hybrid.

Maskinen blev leveret på havnen i Esbjerg, da han på daværende tidspunkt var hyret ind af en jordentreprenør til et projekt netop der.

- Jeg arbejder løbende for de store jordentreprenører i Danmark. Jeg har blandt andet bidraget til flere motorveje og andre store projekter med jordarbejde i Jylland og på Fyn, fra nord til syd, siger Knud Erik Nielsen.

Som enmandsfirma og indlejet lever han en selvvalgt tilværelse som maskinfører-nomade. Han flytter sin maskine med, hvor projekterne finder sted, og arbejder indtil kontrakten udløber. Sådan lever han oftest med forholdsvist kort tidshorisont.

- Jeg eftersøger først nye opgaver, når jeg er afmeldt på det nuværende projekt. Jeg er ikke opsøgende, mens jeg arbejder for en kunde. Jeg har typisk en 12 ugers tidshorisont, og hvis der ikke er arbejde til mig, er jeg hjemme i Vemb ved Holstebro, indtil der kommer noget nyt, siger han.

Grønt signal til kunder
Hans første Volvo kørte 11.000 timer på seks år. Nummer to rundede 11.300 timer på 65 måneder, så opgaverne har været der. Når det har været tid til at skifte maskinen ud, har det været til en ny Volvo.

- Jeg var heller ikke denne gang i tvivl om, at det skulle være Volvo igen. Jeg prøvede sidste år Volvos EC380 med eftermonteret hybrid set-up. Det var en positiv oplevelse, og vi aftalte, at vi skulle snakke sammen igen, når de kunne levere en integreret hybrid-løsning, og nu står vi her så, siger Knud Erik Nielsen.

- For mig er hybridteknologien et tydeligt signal til mine kunder. Miljø er et stort tema i denne branche, om man vil det eller ej. Jeg vil gerne vise kunderne, at jeg tænker på deres grønne aftryk i projektet. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det gør mig mere interessant at leje ind, men jeg kan håbe på det. Måske vil jeg blive foretrukket fremfor andre. Det håber jeg i hvert fald. Med en hybrid maskine viser jeg, at jeg vil være en aktiv del af gamet. Stilstand er tilbagegang, så hvorfor vælge en almindelig gravemaskine igen? En liter brændstof sparet er 2,6 kg. mindre CO2, siger han og vurderer EC300EL Hybrid som værende "rimelig simpel at arbejde med".

Står man i nærheden af maskinen, mens den arbejder, bemærker man en lav hvæsen, når hybridfunktionen arbejder og olien trykkes sammen i tankene. Inde i førerhuset er der dog ingen lyde at høre.

Ved bestillingen af sin nye Volvo EC300El Hybrid fik Knud Erik Nielsen sat en del ekstra krydser på tilvalgslisten. Således er hans nye maskine blandt andet udstyret med ekstra dioder og blink monteret på Mittx aluminiumsbøjler, Volvo gulvtæppe, kompressor i førerhuset og en udelt forrude.