Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

MT Højgaard skifter maskinstrategi

Efter en del år med indlejning af entreprenørmaskiner, har MT Højgaard Anlæg, Jord netop erhvervet 7 nye Volvo maskiner.

”Det har været en lang og spændende proces. Dels i vores egne rækker, fordi det er nyt for os at indkøbe vores eget materiel, og dels i sondering og forhandling med de leverandører der blev budt ind”, fortæller direktør Jacob Nielsen fra Anlæg Vest, Jord hos byggekoncernen MT Højgaard.

Det har taget godt et år at få processen omkring indkøb af nye maskiner igennem, både internt og i forhandlinger med tilbudsgivere og i sidste ende med Volvo – inklusiv en leveringstid på et lille halvt års tid. Aftalen blev underskrevet i foråret og forleden var den nye maskinpark klar til aflevering hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S i Taulov ved Fredericia.

”Jeg har ikke selv de store præferencer – for mig er målet ”value for money”, og her tog Volvo førstepladsen. Mine medarbejdere

og særlig projektleder Casper Gram har haft fingrene helt nede i detaljerne og været en stor del af beslutningen”, fortæller afdelingsdirektør Jacob Nielsen, der dog også selv har erfaring med de gule entreprenørmaskiner fra Volvo.

”Volvo-maskiner kender jeg fra mine tidligere jobs i byggebranchen og mærket står for mig som solidt og brugbart materiel, der bare holder. Volvo-brandet er synonymt med kvalitet og sikkerhed, og det stemmer helt overens med vores værdier i MT Højgaard. Vi vil gerne være synlige og signalere kvalitet – og det kan vi gøre med Volvo”, siger Jacob Nielsen.

I alt har MT Højgaard investeret i 3 styk Volvo L30 læssemaskiner, 1 styk L60H læssemaskine, samt 3 forskellige gravemaskiner: ECR145E, ECR235E og EC300E. De nye maskiner, på nær to læssemaskiner som allerede var sendt ud på opgaver, stod på rad og række, linet op på materielpladsen hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S en regntung dag sidst i september.

12 medarbejdere fra MT Højgaard Anlæg Vest, Jord var mødt op for at modtage nøgler og få teknisk instruktion i maskinerne. Vejrguderne var nådige og regnen stoppede, så de erfarne maskinførere kunne høre godt efter, da Volvos produktspecialist Peter Sjøgren tegnede og fortalte om alle de nye features, som fremover vil gøre hverdagen nemmere og mere effektiv.

En af dem er maskinfører Dan Grosser, som er forholdsvis ny i jobbet hos MT Højgaard, har i snart ti år arbejdet med gravemaskiner. Han skal fremover arbejde i ECR 235E gravemaskinen, hvilket han glæder sig meget til.

”Jeg har tidligere arbejdet en del med Volvo, så det er bare super at være tilbage”, fortæller han, mens han tilfreds klapper den store skovl på ECR235E gravemaskinen.

Tidligere har Anlæg Vest, Jord lejet sit materiel gennem en maskinudlejningsvirksomhed der var en del af MT Højgaard koncernen, men i en ny strategi går man efter at eje sit eget udstyr hvilket er mere fleksibelt og omkostningsreducerende.

På servicesiden har MT Højgaard valgt at få blå serviceaftaler hele vejen rundt. ” Det passer bedst ind i vores brugsmønster og omkostningsstrategi”, fortæller afdelingsdirektør Jacob Nielsen.

Peter Krogh har 25 års erfaring som maskinfører– han har arbejdet i mange forskellige typer gravemaskiner, og glæder sig meget til at komme op i sin nye Volvo EC300E – den største af de i alt 7 maskiner som Anlæg Vest, Jord har investeret i, i denne omgang. Peter Krogh skal nu til Risskov og være med i jordarbejdet ved opførelsen af et helt nyt boligområde.