Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Flot 2. plads til Nikolaj

Nikolaj Søndergård Madsen kan nu kalde sig landets anden bedste lærling i kategorien Entreprenørmaskiner. Titlen og hæderen blev opnået efter en hektisk uge, hvor der i 3 dage i træk gennem 3 timer både for- og eftermiddag blev afholdt prøver og tests på HEG i Aars.

Nikolaj Søndergård Madsen har gennem snart 4 år haft sin gang på værkstedet hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S i Taulov. Værkfører Ole Martinussen har fulgt Nikolaj gennem hele uddannelsesperioden, og han ser frem til snart at kunne modtage en udlært entreprenørmaskinmekaniker med lyst og mod på mere indenfor Volvo Entreprenørmaskiner.
”Nikolaj er en lidt eftertænksom ung mand med et godt hoved”, fortæller den stolte og glade værkfører, ” faktisk er jeg overbevist om, at Nikolaj kunne have snuppet førstepladsen hvis han havde været lidt mere fræk, men han er jo en beskeden og rolig type der hviler godt i sig selv”.

Konkurrencen om Danmarks Bedste Lærling ligger tæt op ad faglige events som f.eks. Skills, der sætter fokus på de erhvervsfaglige uddannelser. Deltagerne findes ved at de fire bedste elever udtages til konkurrencen og heriblandt var altså Nikolaj. I første omgang takkede den unge mand pænt nej , men skolen pressede på – og det var rigtigt set, efter det flotte resultat at dømme.
Nikolaj Søndergård Madsen kommer fra Fyn og har nærmest fået maskinmekanikken ind med modermælken. Hans far er mangeårig maskinmontør hos truckfirmaet Still, og Nikolaj er vokset op med skruer, bolte, gamle traktorer og andet spændende mekanik. I disse dage foregår svendeprøverne på erhvervsskolen i Aars og mon ikke det også skal gå rigtig godt. 

Generalprøven gik i hvert fald forrygende.