Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Ssshhh….stilhed, det er noget vi udlejer

JM Trykluft er det første maskinudlejningsfirma, som kan tilbyde den lydsvage Volvo gravemaskine ECR25 Electric i Danmark

Maskinudlejningsbranchen er traditionelt ”first mover” på grej, og derfor er branchen en vigtig målestok for hvordan brugerne tager imod et nyt produkt. Hos JM Trykluft i Viby J i Aarhus sydlige udkant er man ikke ræd for at være de første, nærmest tværtimod.

”Det er altid vigtigt for os at være på forkant af de krav vores kunder vil stille til os i fremtiden”, fortæller salgsdirektør Peter Madsen,” og derfor var det naturligt for os at investere i 2 styk Volvo ECR25, for vi kan mærke en stigende efterspørgsel hos vores kunder på miljørigtige maskiner. De vil have det bedste, når de lejer ved os. Nyt og godt udstyr, der ikke sviner miljøet”.

JM Trykluft har 9 afdelinger fordelt i det jyske, hvilket stemmer helt overens med navnet bag initialerne: Jysk Metallisator, som startede for 70 år siden, netop i Århus. Metallisator er et begreb, som står for arbejde med sandblæsning og efterfølgende metallisering, maling og lakering af maskiner– en disciplin der i det små stadig udøves i dag, hvor firmaets hovederhverv dog er skiftet til udlejning af alle typer maskiner til bl.a. bygge- og anlægsbranchen.

Peter Madsen har været med de seneste 25 år, fra de var 20 mand ansat i 2 afdelinger til i dag, hvor 75 mennesker er beskæftiget. Han har fulgt udviklingen, og han er ikke i tvivl om, i hvilken retning branchen og dens vilkår bevæger sig.

Kravene skærpes – til os og til vores kunder
”For det første skal maskiner vi udlejer, opfylde de krav der stilles til vores kunder, når de byder ind på opgaver. Dernæst skal maskinerne selvfølgelig kunne løse opgaverne optimalt - økonomisk, effektivt og så miljørigtigt som muligt”, siger Peter Madsen.”

Det vil for eksempel blive mere og mere almindeligt, at der skal deklareres miljøpåvirkning fra de anvendte maskiner, når opgaver går i udbud. Ikke mindst inden for det offentlige”.

Derfor passer den kompakte Volvo ECR25 Electric perfekt ind i JM Tryklufts maskinpark. Den 2,7 ton tunge gravemaskine støjer ikke, den forurener ikke og den er nem at komme rundt med. På arbejdsstedet kan gravemaskinen arbejde i mere end én snæver vending, da svingradius for bagenden er lig nul. Til arbejdet i byens smalle gader, eller indenfor i f.eks. parkeringskældre, er den en ”gamechanger” der har power nok på batteriet til at knokle effektivt igennem en hel arbejdsdag. Med nul tomgangstid bruges der ikke unødig batteristrøm og slitagen på maskinen er minimal.

Omvendt er komforten for mandskabet i top, både for den som sidder ved joy-sticken i kabinen, men også for dem som arbejder rundt om gravemaskinen. Ingen giftige udstødningsgasser, og fordi Volvo ECR25 Electric arbejder stort set lydløst, er det nemt at kommunikere med maskinføreren, mens der arbejdes.

De to nye Volvo maskiner hos JM Trykluft er i øvrigt blevet udstyret med ”power-tilt”, så skovlen kan dreje helt op til 90 grader. Det gør gravemaskinerne endnu mere fleksible.

En branche i rivende udvikling
Udlejningsbranchen har været i rivende udvikling over de seneste år. At leje sig til maskinerne er blevet almindeligt, hvor det tidligere var kutyme, at man som entreprenør selv investerede. Maskinudlejningsbranchen i Danmark kæmper om et marked til en samlet værdi af cirka 4,3 milliard kroner – og konkurrencen er hård, fortæller Peter Madsen.

”Udlejningsbranchen dækker omtrent 30% af totalmarkedet for byggemateriel i Danmark, hvor man i andre europæiske lande i langt højere grad anvender udlejningsmaskiner. I f.eks. England dækker udlejningsbranchen hele 80%”, siger han og understreger, ”hvis vi skal deltage i en lignende udvikling, er det derfor vigtigt, at vi også tør tage teten”.

Her er det afgørende, at man har tillid til sin maskinleverandør, og Peter Madsen kan bekræfte, at netop samarbejdet mellem JM Trykluft og Volvo ved Key Account Manager Niels Kromann fungerer perfekt. De to har kendt hinanden i mange år, hvilket gør det hele meget lettere i hverdagen, også når der en sjælden gang opstår udfordringer.

Kunderne forventer at de kan få en Volvo
”Volvo er et populært mærke hos vores kunder og vi har handlet med Volvo Entreprenørmaskiner i årevis, så vores kunder forventer ligefrem, at de kan få en Volvo, når de henvender sig”, beretter Peter Madsen, og smiler lidt, ”især de unge maskinførere forventer, at vi leverer det nyeste og at alt er opdateret i maskinerne, f.eks. skal GPS maskinstyringerne bare virke. De unge mennesker er selv opdateret med nyeste features, og de kan maskinen på fingerspidserne. Hvis vi ikke kan honorere deres krav, så ringer de bare videre til en anden udlejer”.

Udover Volvo gravemaskiner har JM Trykluft desuden Volvo læssemaskiner.

”Jeg ville gerne have vist dem til dig”, siger Peter Madsen og griner”, men de er alle sammen udlejet. Den eneste Volvo jeg har, er den ene af de nye elektriske, kun fordi du skulle komme og tage et billede”.

Når maskinerne hos JM Trykluft har nået en vis alder, rent timemæssigt, skiftes de ud i en brugt-bytte handel med nye maskiner. ”Der skal jo altid to til en god handel, så også her er Volvo og Niels Kromann en vigtig medspiller”, slutter salgsdirektør Peter Madsen fra JM Trykluft.