Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Roskilde Sten & Grus har fået flere knapper at trykke på

Med investeringen i fire nye Volvo A30G dumpere har firmaet taget endnu et skridt mod reduktion af omkostningerne.

Råstofbranchen er en god forretning for de virksomheder, der formår at træffe de rigtige valg på de rigtige tidspunkter. Hermed også at vide, hvornår man skal investere, og hvornår man skal holde pengene i lommen.

Roskilde Sten & Grus ApS valgte tidligere på året at investere i fire nye Volvo A30G dumpere. Den første blev leveret i foråret og de sidste tre ankom til grusgraven i Roskilde i sommer. Firmaet har i forvejen to A40G dumpere købt i 2015, som fortsat arbejder i grusgraven. Nu er de blot gået ned i størrelse og op i antal.

- Vi vil gerne optimere vores arbejdsgange og dermed produktionen, så ingen maskiner står og venter. Vi er ved at finde ud af, hvad der er det bedste set-up, og vi finder hele tiden nye knapper at trykke på, siger Anders Jensen, direktør hos råstofleverandøren.

De rette maskiner til forholdene

Han er søn af adm. direktør Jørgen Jensen, der grundlagde firmaet i 1980 som vognmandsvirksomhed i tæt samarbejde med sin far, Aksel Jensen, som i forvejen drev vognmands- og grusgravsvirksomhed i Nordsjælland. Senere blev vognmandsforretningen solgt fra, så Roskilde Sten & Grus leverer, hvad navnet fortæller.

Adressen i Roskilde er den fjerde for firmaet.

- Vi har 220 hektar at grave i, så vi er her på denne lokation cirka 12 år endnu. Der er planen, siger Anders Jensen, der har ejerandele i Asklev Sten & Grus ApS i Midtjylland, Hundested Sten & Grus ApS samt Fyn Sten & Grus ApS.

- Det betyder, at vi kan forhandle nogle bedre indkøbspriser qua vores størrelse. Alt købes kontant. Det er et fast princip, og vi handler meget. Vi går ikke ned på grej. Vi har nok den mest moderne maskinpark i branchen, smiler Anders Jensen.

Alle fire Volvo A30G dumpere har hjemme i firmaets egen grusgrav i Roskilde. De har en egenvægt på 23,3 tons og en nyttelastkapacitet på 29 tons. Der er med andre ord en samlet bruttovægt på op til 52,3 tons, som skal fragte sig rundt i grusgraven i al slags vejr. Sådan en belastning kræver det rette udstyr, og når de eksisterende dumpere af et andet maskinmærke ikke præsterer, må der nytænkning til.

- Dårligt vejr påvirker arbejdet i en grusgrav. Sådan er det. Når det regner, kører vi i mudder, og der bliver meget blødt. Maskinerne skal slæbe sig gennem i vådt føre, og der er Volvo bare bedre end de andre under de forhold, vi har her, siger Anders Jensen.

Kongen af komfort
De fire nye A30G'ere har samtidig betydet, at Roskilde Sten & Grus ændret deres bemanding og etableret to jordhold, så gravemaskinerne hele tiden er beskæftigede. Ansættelsen af Kim Østergaard som produktionschef tidligere på året har for alvor sat fokus på de små detaljer i produktionen.

- Efter Kims ankomst er vi virkelig begyndt at kigge på produktionsomkostningerne. Hvis de stiger proportionalt med produktionen, er der jo ikke vundet noget. Pengene ligger i data og detaljer. Kan vi tjene lidt ekstra pr. ton materialer, bliver det til en del i løbet af et år. Kan vi også spare lidt på brændstoffet, bliver det også til mange penge, når vi bruger to mio. liter om året. Pengene til nye investeringer kommer hjem via besparelser, siger Anders Jensen.

Firmaet har stor fokus på at give medarbejderne de bedste forhold for at præstere optimalt.

- Vi skal stille det bedste hold for at lave en god forretning, og derfor skal vi give vores medarbejdere de bedste betingelser, herunder det bedste udstyr til opgaverne. Ingen er fejlfrie, men man er nødt til at prøve noget nyt for at finde de rigtige løsninger, siger Anders Jensen.

- Det hører også med til historien, at vi lytter meget til vores medarbejdere, og fra dem hører vi, at Volvo er kongen af komfort. Maskinerne er chaufførernes arbejdsplads 8-9 timer hver dag, så de skal være i orden. Man kan sikkert finde rigtig god komfort i alle mærker, men Volvo har vi bare gode erfaringer med. Samtidig har de et godt service set-up, og vi har hele vejen igennem haft en god dialog med sælgeren, tilføjer han.

Maskinførerne er enkeltvis med til gennemgang af de nye maskiner inden levering. Så er alle detaljer på plads, og den enkelte maskine kan levere 100 procent fra dag ét i grusgraven.

Transport koster
Når lokation nummer fire er færdiggravet om de planlagte 12 år, står lokation nummer fem klar i Roskilde. Den fysiske placering gør grusgraven aktuel og interessant for en lang række bygherrer og entreprenører i en stor radius, og den position skal naturligvis fastholdes.

- Beliggenhed er afgørende i denne branche. Råstoffer er et billigt produkt, som vejer meget, så der er meget store transportomkostninger i råstofbranchen. Leverandører i vores branche har derfor svært ved at tjene penge, hvis de ikke har den rigtige volume.

Når omkostningerne er store, kan det hurtigt gøre ondt, understreger Anders Jensen.

Derfor satte Jørgen Jensen i sin tid passernålen i Roskilde og tegnede en cirkel med en velovervejet radius rundt om byen.

- Med en passende transportafstand kunne vi nå mange byer og projekter. Han var fremsynet, og havde indset at transporten ville blive en vigtig faktor. I dag er den kun blevet endnu vigtigere, siger Anders Jensen.

Med den femte lokation i Roskilde på plads vurderer han, at Roskilde Sten & Grus er leveringsdygtige i råstoffer fra byen de næste 25-30 år.