Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Fleksibel maskine til opgaver i sjællandske byområder

Jensens Entreprise har købt en kompakt EW60E på hjul for at opnå maksimal fleksibilitet under fjernvarme- og kloakarbejde i de sjællandske byer, hvor der ofte er tæt trafik.

Når materialer og afspærring skal flyttes, er en lille gravemaskine på hjul et praktisk redskab. Det er den også på gaden i Borup, hvor Jensens Entreprise ApS er i gang med en fjernvarmerenovering i den travle hovedgade tæt ved en skole. Jensens Entreprise har hjemsted i Undløse ved Holbæk.

- Maskinen fylder ikke ret meget, og selv om den ikke har kort bagende, behøver jeg ikke at bekymre mig om trafikken, og maskinen er overraskende stabil, siger føreren af maskinen, Frederik Jensen.
Han er søn af indehaver Søren Jensen, der ikke var meget i tvivl om, hvilken maskine sønnen skulle have, som afløser for en slidt kompaktmaskine på bånd.

- Vi laver meget fjernvarmearbejde og derudover kloakarbejde og vandledninger, så vi har brug for en fleksibel maskine, der ikke fylder for meget, siger Søren Jensen.

Søren Jensen overtog firmaet for fem år siden pudsigt nok også af en Jensen, så navnet Jensens Entreprise dækker både over en fortsættelse af det gamle og af en fornyelse med nyt logo, men langt hen ad vejen med det samme indhold.

- Vi er vokset en hel del i 2018. Der er 22 mand nu. Vi arbejder primært med fjernvarme, kloak og vandledninger. Vi arbejder meget i Roskildes kloakker, og Borup varmeværker, som vi arbejder for lige nu, er også en kendt kunde for os, fortæller Søren Jensen.

- Vi er rigtigt gode til akutte opgaver. Der er vi mere fleksibelt indstillet end de store firmaer, og vi løser mange lokale opgaver, som kommer akut. Vi har altid døgnvagt på, så forsyningsselskaberne kan være trygge ved os.

Egen vognmandsforretning
Foruden entreprenørarbejde i jorden har Jensens Entreprise også vognmandsforretning med tre lastbiler med kran og kærre. De kører dels med virksomhedens egne opgaver og dels som vognmand for andre, hvor faste kunder udgør en stor del.

- Entreprenørmæssigt har vi en 21 tons gravemaskine på bælter som den største. Derudover har vi en rendegraver og nogle kompakte gravemaskiner på bånd. Foruden fjernvarme, kloak og vand arbejder vi en del med kloakseparering.

- Den nye Volvo EW60E passer godt til vores opgaver, og jeg var ikke spor betænkelig ved at købe Volvo, selv om det er en model, som der ikke kører så mange af, siger Søren Jensen.

- Jeg har tidligere været i et firma, som havde mange kompakte Volvo-maskiner, og de kørte bare altid. Jeg har også selv kørt Volvo gravemaskine tidligere.

- Vi fik en utrolig god service ved handlen. Vi lånte en maskine for at prøve den af, og senere var Frederik med ovre hos Sylvester i Kolding, som klargjorde maskinen.

Var tryg ved at købe Volvo
- Vi var ikke i tvivl om, at det var sådan en maskine, vi gerne ville have. Den fylder ikke ret meget, og den kan i modsætning til en rendegraver dreje rundt om sig selv. Tidligere har vi hoppet af sted på båndene, når maskinen skulle flyttes. Nu er det let at køre. Vi kiggede reelt ikke på andre mærker, for der er ikke rigtigt andre på hjul i den størrelse, og så er det en meget robust maskine, siger Søren Jensen.

- Vi har en rigtig glad maskinfører, og jeg forudser, at der kommer mange flere af dem, når det bliver mere kendt, hvad de egentlig kan præstere, siger han.

Jensens Entreprise har fået en del ekstraudstyr på maskinen. Alle lamper har LED-lys, der er flash-lamper bygget bag på maskinen, og der kommer yderligere en lysbom på toppen af maskinen. Derudover er der rotortilt, hjulstyring på joysticks og centralsmøring samt en krog på dozerbladet.

- Det er planen, at vi vil køre med en autotrailer på krogen. Så kan jeg have forskellige skovle med mig, siger Frederik Jensen, der er fast fører på maskinen.

- Jeg er glad for den nye maskine. Jeg har rettet lidt af med den, og den er meget let at rette af med. Den er mere stabil, end jeg havde forventet. Hvis man slår dozerbladet ned og låser akslerne, er der kun en smule udsving fra gummihjulene, siger han.

Når arbejdet i Borup Hovedgade er afsluttet, flytter Jensens Entreprise til en nærliggende gade, og den nye EW60E vil blive brugt til at flytte en del arbejdsredskaber, materialer og afspærringer til det nye arbejdssted.

Jensens Entreprise