Nicolai Rasmussen er nyligt tiltrådt som Head of Uptime and Operations hos Volvo Entreprenørmaskiner.
Han elsker mekanik og teknik. Hele sin karriere har Nicolai Rasmussen beskæftiget sig med rullende maskineri – senest som driftsdirektør hos Semler Agro, som forhandler de grøngule John Deere landbrugsmaskiner. Inden da var det bilbranchen som var Nicolais markedsområde, dels hos Semler og før dette, nogle spændende år i USA, hvor han op til årtusindeskiftet drog mange nyttige erfaringer.
Nicolai Rasmussen er 54 år og bosiddende i Horsens, så der er ikke langt til Volvo-hovedkvarteret i Taulov.
”Jeg havde hørt meget positivt om Volvo Entreprenørmaskiner, om virksomhedens værdier og kultur – og, som det har vist sig, en masse gode kolleger”. Samarbejde er nemlig en topprioritet for Nicolai Rasmussen. Hele ”orkesteret” skal spille i samme takt.
”Det hele handler om kunden – ”costumer first” – som vi siger hos Volvo Entreprenørmaskiner”, siger han og uddyber, ”vi skal kigge hele vejen rundt om kunden i samspil med vores produkter.
Vi skal være proaktive i forhold til - og med, udviklingen der går rigtig hurtigt i disse år”.
100 dage – og så kører vi
Nicolai Rasmussen startede i stillingen som leder for Service, Reservedele, Klargøring, Teknik og Uddannelse i februar og han har givet sig selv 100 dage til at gå på opdagelse i Volvo-universet, identificere stærke og svage sider og tænke over, hvilken retning der skal sættes fremover.
”Hos Volvo Entreprenørmaskiner er kvaliteten grundlæggende på plads. Maskinerne er velfungerende, teknologisk fremragende og holdbarhed og komfort er i top”, siger Nicolai Rasmussen, ”og dermed kan vi også tillade os at kigge i andre retninger for optimering – nemlig fra hardware til uptime og produktivitet.”
Her har Volvo CE i de senere år lanceret en lang række initiativer, som hjælper maskinejerne med at udnytte potentialet fuldt ud og øge produktiviteten, selv ud fra de skærpede myndighedskrav om miljøhensyn og lavere CO2 udledninger.
”Her har vi en kæmpe fordel hos Volvo Entreprenørmaskiner”, forklarer Nicolai Rasmussen, ”vi har så korte kommunikationslinjer til Volvo - fabrikkerne i Sverige, de ligger jo nærmest i vores baghave. Det betyder, at vi meget hurtigt og uden en masse bureaukratiske benspænd, kan få viden og friske data, og kan servicere og betjene kunden på allerbedste vis”.
”Vi står midt i et enormt globalt teknologiskifte – fra fossilt drevne maskiner til elektrificering med alt hvad denne forvandling kræver af hele vores forsyningskæde.
Fra nye maskiner til service, support og innovation fremover. Der er ingen vej udenom, hvis vi skal holde os fremme i førerfeltet”.
Digitalisering bliver et nøgleord
Der kommer derfor mere fokus på digitaliseringen, herunder på digitale portaler som kan give kunden et fuldkommen update og overblik på alt hvad der handler om maskinernes performance, forbrug og tilstand. Og give os mulighed for at være først på aftrækkeren i tilfælde af at slitage eller andre ting give risiko for maskinnedbrud.
”Så kan vi rykke allerede inden kunden selv har bemærket noget uregelmæssigt”, siger Nicolai Rasmussen.
De første 100 dage er gået og den nye strategi er ved at tage form. Endnu er der ikke sat navn på, men det handler overordnet om at udbygge tillid og partnership med kunden.
Om at få visualiseret ”Total Cost of Ownership” og alle de fordele der følger med rundt om kerneproduktet, fortæller Nicolai Rasmussen, der vil lade den nye strategi strække sig to-tre år ud i fremtiden.
Prismatch
”Jeg vil helst ikke løfte sløret alt for meget om de konkrete tiltag, men et af de nye tiltag vi kører kampagne på lige nu, er ”Prismatch på originale reservedele”, så vi herved giver vores kunder tryghed ved at købe originale Volvo reservedele, hvor vi jo altid har 2 års garanti, slutter Nicolai Rasmussen.