Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Fra grus og sten til… grus og sten

Efter en lang karriere i transportbranchen skiftede maskinfører Benny Petersen lastvognen ud med en Volvo L180H læssemaskine. Det har han aldrig fortrudt.

Hans arbejdsliv har altid været grus og sten. 60-årige Benny Pedersen fra Ålesbo på Fyn har gennem alle årene arbejdet med råstoffer. I de første mange år kørte han grus og sten i sin lastbil, men syntes for 10 år siden, at livet på landevejene blev en kende for ensformige.
”Du får fyldt lastvognen, du kører til destinationen, læsser af og returnerer efter nyt læs. Det sker 7 til 8 gange dagligt. Frem og tilbage. Det blev pludselig nok”, fortæller han, da vi har sat os i den lune skurvogn i grusgraven ved Højby, lidt sydøst for Odense. 

Her har Nymølle Stenindustrier sin nyeste grusgrav, etableret for et lille års tid siden og Benny er en af de tre faste folk, som hver dag hiver råstoffer ud af den åbne brink. Efter et års udvinding er de nået cirka 7-8 meter ned gennem gruslagene, der tegner fine organiske linjer i det åbne brud. 

”Så jeg fik mulighed for at prøve maskinførerjobbet af, og det har jeg ikke fortrudt. Hos Nymølle har vi frie forhold og hverdagen er dejlig varieret med gode kollegaer”, fortæller den garvede medarbejder, som nu kan skrive 10 år i virksomheden på sit CV.

Men grus og sten er stadig omdrejningspunktet – og så den nye L180H læssemaskine, han fik at køre i for tre måneder siden. En fin standardkonfigureret maskine, der passer perfekt til arbejdet i grusgraven. Skovlen tager 13 tons ad gangen og hjulene er ekstra brede, så maskinen også let kan køre, når underlaget bliver mere porøst end nu.

”Om ikke så længe når vi ned til vandspejlet, og så bliver det lidt mere tricky”, fortæller Benny Pedersen. Men dertil er de ikke nået endnu. Det store sorteringsanlæg i midten af det kæmpestore udgravede hul, sorterer materialet ud i de forskellige kvaliteter, så som bundsikringsgrus, harpet sand osv. De store sten er der endnu ikke, men de skal nok komme, når vi når ned til vandet, forsikrer Benny Pedersen og får det næsten til at lyde, som om han glæder sig.

Co-Pilot er med på siden
I læssemaskinens førerkabine er monteret Co-Pilot systemet, som er en uundværlig medhjælper, når man som Benny Pedersen går op i brændstofforbrug, ydelser og produktivitet. På den store skærm til højre for førersædet i førerkabinen aflæser han rutineret de sidste nøgletal.

”Systemet motiverer mig og hjælper til konstante forbedringer”, siger han og indrømmer samtidigt, ”at han nok er lidt nørdet med det.” Men det er jo sjovt at se, hvor meget bedre selv små justeringer kan give af resultater. Husk på, at jeg flytter 3.300 ton materialer hver dag.”

Co-Pilot i ny udgave
Mange maskinførere har kørt med Co-Pilot systemet gennem flere år, og har med stor gavn udnyttet de muligheder der tilbydes. Nu er der kommet en opgradering af systemet, og Benny Pedersen har som en af de første kørt med nyheden i en lille måneds tid. 

Opgraderingen tilbyder endnu mere overblik og fokus på produktivitet og brændstofforbrug. 

Systemet er netop opdateret med seneste software, og selv om han kun har haft det installeret i kort tid er han allerede helt fortrolig med de forskellige funktioner. 

”Her får jeg besked om, hvad computeren mener er den bedste måde at køre på og som oftest har den ret. Men nogle gange ved jeg mere end maskinen og så tilpasser jeg kørslen derefter”, griner Benny. For eksempel er afstandene han kører i grusgraven forholdsvist afgrænsede og derfor skal maskinen køres på en helt bestemt måde.

”Co-Pilot kan for eksempel sætte trækkraften ned til 60% på omdrejningerne, så hjulene ikke fedter unødigt i det smattede underlag”, beretter han,” og jeg kan med det samme se på displayet, at mine ydelsestal pr. ton flyttet materiale bliver bedre”.

Glad for ECO Operator
I 2019 var Benny Pedersen med på et af de sidste ECO Operator-kurser i Eskilstuna, inden coronaen lukkede for den populære efteruddannelse, et forløb Benny Pedersen var meget glad for. 

”Det var spændende, lidt af en øjenåbner og i det hele taget meget interessant. Også at se hele historien om Volvos entreprenørmaskiner gennem tiden på det tilhørende museum”.

Siden Benny Pedersen skiftede lastbilerne ud med læssemaskiner, har han haft tæt kontakt med Volvos serviceteam. Selv om det har været minimalt, går ting selvfølgelig i stykker når der arbejdes i så hårde miljøer. Så skal samarbejdet med servicefolkene stå sin prøve. Benny ringer selv til sin faste servicemand hos Volvo Entreprenørmaskiner, Poul Henning - og så løser det hele sig som regel.

”Jeg kan godt lide den frihed vi har herude. Cirka en gang om ugen kigger vores chef, Palle Svendsen, ind og ser om vi har det godt. Og ellers så klarer vi det hele selv”, siger Benny Pedersen og starter sin L180H igen. Tilbage til brinken og mere grus.



FAKTA:
EN HJÆLPER VED SIN SIDE: CO-PILOT
Volvo Construction Equipment har udviklet Volvo Co-Pilot, et banebrydende on-board-display til udvalgte Volvo-maskiner. High definition-berøringsskærmen på størrelse med en I-Pad er førerens partner i førerhuset, som giver ubegrænset adgang til alle integrerede funktioner, der kræves for at forløse Volvo-maskinens – og førerens - fulde ydelsespotentiale. Det store display leverer en række løsninger, når det gælder produktivitet, effektivitet-, nyttetid og sikkerhed, så man får alle de informationer, der er nødvendige for at sikre en særdeles produktiv - og lønsom - drift.

Volvo Co-Pilot er konstrueret til problemfri drift ved hver anvendelse og giver driftsdata i realtid og sikrer en dynamisk, harmonisk og effektiv driftsoplevelse.


FAKTA:
SMARTERE, STÆRKERE, HURTIGERE. L180H LÆSSEMASKINE
Den nye H-serie L180 er mere effektiv, mere produktiv og mere intelligent end den tidligere g-serie. Det er nu muligt at opnå op til 15% højere brændstofeffektivitet takket være en kraftig motor, anden generation af Opti-shift og en ny tør p-bremse. For at øge produktiviteten med op til 10% er L180H også opgraderet med en ny gearkasse, ny omformer og revideret gearudveksling.


Citat:
”Hos Nymølle har vi frie forhold og hverdagen er dejlig varieret.”
Benny Petersen, Maskinfører