Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Sylvester og Volvo er et perfekt match

Sylvesters hurtige beslutningsevne og netværk blandt kompaktkunder supplerer Volvos stærke organisation og store service set-up med 44 rullende værksteder.
De har gensidigt gavn af det ét år gamle samarbejde.

Volvo Entreprenørmaskiner har med Sylvester fundet en partner, der har løftet salget i kraft af et rigtigt godt netværk blandt kompaktkunder, og samtidig får kunderne landsdækkende service fra Volvo Entreprenørmaskiners 44 rullende værksteder.

- Vi er rigtigt glade for samarbejdet. Vi har selv solgt det samme antal maskiner, som vi plejer, så Sylvesters salg er ekstra, og dertil kommer, at de er meget dygtige og udfordrer os på den gode måde. Sylvester er en ejerdrevet virksomhed med hurtige beslutningsprocesser, og det kan vi lære af i Volvo, siger administrerende direktør Jens Ejsing.

- For at bruge tidligere udenrigsminister Uffe Ellemanns ord fra 1992: "If you can’t join them, beat them". Vi har stor respekt for det arbejde, som Sylvester har gjort i flere år, og vi har ingen intension om at ’beat them, så vi har valgt at ’join them’ – dele vores succes med at sælge og servicere Volvo-maskiner og udnytte vores service og set-up i det hele taget, siger Jens Ejsing.

- Samtidig betyder det meget for os, at de arbejder på samme værdigrundlag som os. Når man arbejder med Volvos logo, så er der et særlig ’Code of conduct’, hvor vi står bag produkterne på en ordentlig måde, og det gør Sylvester også.

- At handle med Volvo er mere end at købe en maskine. Man handler også med folkene bag. Volvo Entreprenørmaskiner i Danmark har netop vundet en pris for vores kompetenceudvikling af medarbejderne. Det stemmer godt med Sylvesters måde at arbejde på. Vi er i en tid med begrænset arbejdskraft, og en Volvo plus en fører er lig med begavet arbejdskraft. Man kan til dels kopiere maskiner, men man kan ikke kopiere det ’high performance team’, som Sylvester og vi udgør tilsammen. Man kan ikke kopiere den begavede arbejdskraft, og derfor siger vi Begavet arbejdskraft – det handler om mennesker, og det er det, som vi sammen med Sylvester skaber ude hos kunderne, siger Jens Ejsing.

Ole Sylvester er også glad for samarbejdet på kundernes vegne.
- Samarbejdet har fuldt ud levet op til forventningerne det første år. Vi har løftet salget, og vi har fået en slags kvalitetsstempel ved at være officiel forhandler for Volvo, siger Ole Sylvester.

- Derudover har kunderne fået en kraftig opgradering ved, at vi har Volvo Entreprenørmaskiners 44 servicebiler over hele landet. Tæt ved os ligger Volvo Entreprenørmaskiner i Taulov, hvor vi får teknisk assistance. Vi er i daglig dialog med Volvos værkfører og øvrige support. Det betyder, at vores kunder kan få hjælp til alle tekniske spørgsmål. Desuden er vi nu tilstede på Sjælland, hvor vi har ansat Michael Jensen som sælger, siger han.

- Det officielle samarbejde med Volvo Entreprenørmaskiner betyder, at kunderne får den officielle danske garanti uden omveje. Vi sælger også serviceaftaler, som udføres af Volvo Entreprenørmaskiner, siger Ole Sylvester.

Jens Ejsing understreger det stærke fokus, som Sylvester har på kompaktmaskiner.

- Hele tankegangen er anderledes. De har mange maskiner på lager og kan ekspedere kunderne øjeblikkeligt. Vi er vant til store maskiner, som delvis bliver bygget på fabrikken til den enkelte kunde. Det er noget helt andet.

- Vores samarbejde med Sylvester har skabt stor opmærksomhed ind i Volvos organisation. De holder meget øje med, hvordan det udvikler sig, siger Jens Ejsing.

Sylvester A/S og Volvo Entreprenørmaskiner A/S optræder sammen på E&H messen i Herning i juni, mens Sylvester repræsenterer Volvo på dyrskuerne i Odense, Roskilde, Hjørring og Aabenraa samt ved Maskiner under Broen i Middelfart.