+ 45 70 22 27 28 Change market Find en forhandler Log på Volvo
Hjem Om os Nyheder P-Olesen
Nyheder

P-Olesen

P-Olesen rækker længere
Volvo


Som nytilkommen del af den norske koncern NG Group har P-Olesen løst generationsskiftet og kan nu koncentrere sig om sine kerneområder.

”Vi er 6 børnebørn af vores bedstefar Peder Olesen som i sin tid stiftede virksomheden P-Olesen. Hver af vi 6 børnebørn, som alle er med i firmaet, har mellem 2 og 4 børn”, fortæller direktør Henrik Olesen og griner, ” så nu kan du godt se det begynder at blive omfattende i et eventuelt næste generationsskifte”. En hurtig hovedudregning giver 16-18 børnebørnebørn, som så skulle generationsskifte en gang i fremtiden. Rimeligt uoverskueligt, når man ved, hvor kompliceret, kostbart og langtrukkent et almindeligt generationsskifte kan være.

Volvo

”Uddannelse af nye medarbejdere er vigtigt for os. Gennem kampagner opmuntrer vi unge mennesker til at gå ind i nedrivningsbranchen og skabe sig en karriere hos os”, siger Henrik Olesen, direktør hos P-Olesen.


”Derfor viste det sig at være en rigtig god løsning, da norske NG Group en dag i 2024 bankede på døren og foreslog et tættere samarbejde mellem vores virksomheder. NG Group er en af Norges store nedbrydnings koncerner der, ligesom P-Olesen, leverer cirkulære løsninger og miljøtjenester i stor stil.


Snakken endte med at NG Group købte alle aktierne i P-Olesen – og dermed var fremtidige generationsskifter overflødige.

”Det er selvfølgelig med vemod at sælge ”arvesølvet”, men på den anden side har vi sikret virksomhedens fremtid og samtidigt fået flere økonomiske muskler, større videns base og et stort netværk i Norden, som vi kan sparre med”, siger Henrik Olesen. Alle medarbejdere er fulgt med i handlen og alting er stort set som før salget.

Volvo

Det gamle rådhus er hen over de seneste måneder forsvundet fra jordens overflade, takket være P-Olesens indsats. Nu resterer kun fundamenterne samt oprydning, så boligbyggeriet på grunden kan begynde. (foto: P-Olesen)

Opgaverne står i kø og sådan ser det ud, så langt øjet rækker. Der er brug for det tunge grej i Danmark. P-Olesen har netop fået opgaven af at nedrive Esbjergværket, Ørsteds nedlukkede kulkraftværk – et stort og krævende entreprenørprojekt med næsten 100% cirkulering af materialerne. Blandt andet skal den 250 meter store skorsten ned stump for stump – et teknisk udfordrende arbejde. 


Nye High Reach maskiner fra Volvo
Den øgede aktivitet og opgavernes karakter gav behov for mere maskinkraft og – funktionalitet. Derfor indkøbte P-Olesen 2 styks Volvo EC500 High Reach maskiner, med ekstra 3 meters mellemled, så armen kan række knap 32 meter. Ned eller op.

Maskinerne, som nu har kørt godt 500 timer over 6 ugers tid, har levet op til forventningerne og der er udbredt tilfredshed med indkøbet. 

”Der er mange gode grunde til at vælge Volvo, men at vi kunne få et ekstra 3 meter mellemstykke ind på armen, var helt sikkert med til at valget blev, som det gjorde”, fortæller Henrik Olesen.

”Vi har været meget tilfredse med handlen og samarbejdet med Niels Kromann, som har været vores mand hos Volvo, siger direktøren, som i øvrigt peger på en række ting, hvor Volvo maskinen adskiller sig positivt fra resten af maskinfeltet.

”Jeg har stærkt på fornemmelsen, at Volvo CE har spurgt og lyttet godt til branchen og forsøgt at opfylde ønsker og behov fra de mennesker som arbejder i maskinerne hver dag. Det er sund fornuft – og respekt for det”.

Hånden på hjertet – og joysticks
I midten af Herlev møder vi den ene af de to High Reach maskiner. Her er maskinfører Bjarke Nielsen i gang med nedbrydning af det gamle rådhus og han er nået til kælder og fundamentet. Her er der virkelig brug for store kræfter til at hive de op til 20 tons tunge klodser op af jorden.

”Den kan bære lige så meget udstyr som en 110 tons maskine uden at blive ustabil”, fortæller Bjarke Nielsen som er den eneste der har kørt maskinen – og det regner han med at blive ved med, for begejstringen hos den rutinerede fører er stor.

VolvoMed mere end 20 års erfaring i entreprenørbranchen er Bjarke Nielsen en erfaren og skattet maskinfører hos P-Olesen. Derfor var han også med, da de nye Volvo EC500 High Reach skulle udstyres. Efter 6 uger i kabinen er han mere end godt tilfreds.


”De første 100 timer er man lidt nervøs og måske også lidt overforsigtig, Jeg skulle lige lære maskinen at kende og tog ingen chancer. Det gør jeg stadig ikke, men nu ved jeg hvad den kan, og udnytter dens kapacitet 100%”, siger Bjarke Nielsen.

Som solid midtjyde med afsæt i landbruget og 20 års erfaring med entreprenørmaskiner ved Bjarke Nielsen, hvad han snakker om. Han kender maskinen ned til mindste ventil og har selv været med til at sætte maskinen op. Blandt andet har han fået al styring lagt ind i joysticks og rullekontakter. ”Så har jeg det hele lige ved hånden”, som han siger.

”At alt er til rådighed i hånden, betyder at jeg efter 12-13 timer i kabinen ikke bliver træt. Maskinen er, trods sin styrke og størrelse, desuden så lydsvag, at jeg kan tale med håndmanden gennem vinduet, mens vi kører”, fortæller han. At Volvo EC500 desuden kan arbejde en hel dag uden optankning, er endnu en fordel. ” Så er jeg fri for at afbryde mit arbejdsflow for at tanke.”

VolvoVolvo EC500 har udskydelig undervogn for maksimal stabilitet i de tunge løft. 


Volvo EC500 maskinerne er udstyret med udskydelig undervogn og på bælterne sidder armeringsskrabere, der effektivt forhindrer ridser og skrammer fra materialer i eller på jorden.

”Det er jo lidt som med en bil. Den første ridse gør mest ondt, og vi vil helst undgå det, så maskinen er så pæn som muligt”, griner Bjarke og peger på forruden bag beskyttelsesgitteret. Ruden er flækket på langs. ”Ja, det var et stenslag”, bemærker Bjarke tørt.

Nem at pakke, nem at transportere
Selv om Volvo EC500 High Reach vejer 68 tons er maskinen transportklar på en lille times tid. Den er designet, så den passer på blokvognene. Hertil er ekstra arme, bomme og mellemstykker leveret på stativer, der er nemme at laste. 

”Det bevirker at vognmanden kan køre umiddelbart og ikke behøver indhente tilladelser og alt det bøvl”, siger Bjarke Nielsen.

Han har et godt samarbejde med serviceteknikerne fra Volvo, som han synes er hurtigt på pladsen, når der er behov for hjælp.

”Det eneste vi har haft i indkøringsfasen, var en svingsensor som skulle skiftes efter kun at have kørt i 13 timer. Den blev udskiftet og siden har maskinen kørt som den skal.

VolvoNærmest en skulptur i sig selv. Den lange arm, bom og mellemstykke er parkeret i faste stativer, når de ikke er i brug. Nemt at overskue, nemt at flytte.


”Volvo-folkene følger med og følger op på hvordan det går. Det giver en dejlig tryghed. Uden god service er selv en nok så stærk maskine ikke noget værd”, konstaterer Bjarke Nielsen.

På den gamle rådhusgrund i Herlev er arbejdet ved at være færdigt. Endnu mangler fire uger før pladsen forlades, så der kan blive bygget 250 nye boliger i 5 etager. Og pengene passer.

”Vi kører fra 7 morgen til 18 aften og vi skal nok holde datoen”, forsikrer Bjarke Nielsen, inden han begynder at flytte rundt på 5-6 tons betonstykker, der skal køres væk. Og EC500 spinder som en mis om flødeskålen.

Vores historie Fornyelse Bæredygtighed Kontakt os Stil en forespørgsel Find en forhandler Køb reservedele online Volvo Servicekontrakter LinkedIn Instagram Facebook YouTube Nyheder Volvo REVY Volvo Kataloget Begivenheder og initiativer www.volvogroup.com Copyright Fortrolighed Om cookies Kontakt os