Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Knusende effektivt

Kombinationen af et effektivt knuseværk og Volvo maskineri giver travlhed hos den nord-jyske entreprenør P-Johansen. 

Knusning af sten og beton, nedbrydning, kloakering, jordarbejde. Hos entreprenørvirksomheden P-Johansen er opgaverne mangfoldige. Det er vigtigt at have flere ben at stå på, når man er et lokalt orienteret firma med base i Hjørring. 

Virksomheden er startet af Peter Johansen og har netop rundet de 9 år. 37-årige Peter Johansen har hele sit liv arbejdet i branchen, og da han fik muligheden for at starte som selvstændig var vejen banet. Opskriften var tillid og omhyggelighed, kombineret med brugt maskineri. Han startede ene mand med et knuseværk, en Volvo læssemaskine og en Volvo gravemaskine. 

”Ja, det er jo gået noget hurtigere end jeg havde forestillet mig”, siger han med typisk jysk underdrivelse. I dag er der 13 mand beskæftiget på forskellige lokationer, rundt om i Vendsyssel.
Arbejdet foregår fra Ålborg til Skagen – og mest midt i mellem. Kundefundamentet er bredt. 

Industri, bygge- og anlæg, boligselskaber, kommuner og regionen hører til blandt de største leverandører af arbejde til entreprenørvirksomheden fra Hjørring.
Filosofien er lige så enkel som den er reel.

”Vi gør en ære i at behandle vores kunder og samarbejdspartnere godt – så ringer de nemlig igen næste gang der er en opgave”, siger Peter Johansen, som selv har opbygget et stort netværk af kunder. 

”Vi arbejder som regel ikke for de største aktører, det er som om vores segment er de mellemstore og mindre virksomheder, som passer rigtig godt til det som vi kan tilbyde og levere – til tiden”.

Ny læssemaskine 
Vi møder Peter Johansen på en råkold novemberdag på en oplagsplads i Nordjylland, hvor han i snart 14 dage har været i gang med at knuse en større bunke betonaffald, kantsten, belægningsfliser og lignende ”restprodukter”. 

Han er alene om de sidste bunker, da Volvo gravemaskinen med klippeklo monteret, blev færdig med sin del af arbejdet dagen før og nu står og venter på at komme videre til næste opgave. 
Det groft knuste materiale læsses op og køres gennem det mobile knuseværk til den størrelse materiale som kan genanvendes til bygge og anlæg. Knuseværket er en ordentlig kleppert på 60 ton som kører 1000 – 1200 timer om året. 

Den nyanskaffede læssemaskine er en Volvo L120H med mange kameraer, pegende i alle retninger for større udsyn og overblik på de ofte trange pladser, hvor maskinen skal operere. Her til adskillige ekstralamper, der kan forvandle nat til dag. Som en helt ekstra feature har Peter Johansen fået kabinen betrukket med tyk plyspolstring i et spraglet mønster og en lækker diodebelysning i loftet – det skal være rart at gå på arbejde, mener han, for dagene bliver ofte lange.


Ægte Volvo-fan
Firmaet P-Johansen har udelukkende Volvo maskiner, i øjeblikket 11-12 stykker. Nødtvungent må han dog indrømme, at den ene af hans to lastbiler ikke er en Volvo. 
” Men det er så et andet svensk mærke”, skynder han sig at tilføje med et glimt i øjet.

”Jeg har altid været Volvo-mand – faktisk lige siden jeg var dreng”, siger Peter Johansen med et lille smil. ”Det er bare de bedste maskiner – de kører upåklageligt, er komfortable at arbejde med og vi har faktisk aldrig udgifter ud over service på dem.”
Han henviser, som et åbenlyst eksempel, til den hvilende gravemaskine på pladsen, som nu har gået 4000 timer uden et eneste teknisk problem. Hos P-Johansen går maskinerne generelt 1700 – 1800 timer om året.

I ”stalden” har Peter Johansen også en 10 år gammel læssemaskine, Volvo L70, som nu har gået 16.000 timer – og den kører bare videre som ingenting var sket.
”Skulle der endelig opstå et teknisk problem med en af vores maskiner, ringer vi direkte til den mobile servicemekaniker Lars-Ole. Selv om vi ringer omkring middagstid, er det så godt som 100% sikkert, at han står her inden fyraften og løser opgaven”, fortæller Peter Johansen tilfreds.
”Det er ekstremt vigtigt for mig, at vi kan stole på at komme i gang igen med arbejdet så hurtigt som muligt.”

Svært at skaffe folk
Som erkendt i mange andre brancher, er det også en udfordring af skaffe tilstrækkeligt med dygtige medarbejdere i den nordjyske entreprenørvirksomhed. Derfor er det selvfølgelig dejligt, at der er stort loyalitet og medarbejderfastholdelse, mener Peter Johansen, men en vis udskiftning kan ikke undgås og så skal der nye hænder til.
”De unge vil noget andet i dag – helst noget med computere”, sukker Peter Johansen. ” Tidligere fik vi mange unge mennesker ud af landbruget, men i takt med at landbrugene bliver færre og større, kommer der også færre unge ud for at prøve kræfter med entreprenørbranchen”. 

Peter Johansen overvejer at tage en lærling ind, men med de lidt dunkle skyer der hænger over bygge- og anlægssektoren, afventer han beslutningen for at se hvilken vej vinden blæser. Han er dog stor tilhænger af at oplære elever på den gammeldags måde – i den virkelige verden.

”Hvis vi skal have en lærling, vil jeg have noget reelt at sætte ham eller hende i gang med, så ikke det bliver sådan noget tjatteri – de skal have lov til at prøve kræfter med det hele”, siger den entreprenante nordjyde.
ECO Operator kurser har der endnu ikke været tid til i den travle og alsidige forretning. 

”Men vi skal jo nok have nogle stykker afsted på et tidspunkt”, siger den nordjyske entreprenør, 
” selvom jeg synes, at vores folk allerede er meget miljøbevidste og sørger for at undgå unødig tomgang og unødvendige processer. 

Det går faktisk godt.”