Volvo Entreprenørmaskiner A/S Danmark

Volvo CE afslører elektrisk kompakt gravemaskine og læssemaskine på Bauma

Volvo Construction Equipment har afsløret to udledningsfrie maskiner – ECR25 gravemaskinen og L25 læssemaskinen – fra den nye serie af elektriske kompakte maskiner.

Volvo Construction Equipment (Volvo CE) indfrier sit løfte om at bygge fremtiden, 'Building Tomorrow', med afsløringen af sin første kommercielle udledningsfrie elektriske kompakte gravemaskine og læssemaskine på Bauma München. Maskinerne, der er de første, som skal fremvises fra en ny elektrisk serie af kompakte Volvo-gravemaskiner og læssemaskiner, har en udstødningsudledning på nul, betydeligt lavere støjniveauer, lavere energiomkostninger, forbedret effektivitet og mindre vedligeholdelse sammenlignet med deres konventionelle modstykker. Fra midten af 2020 begynder Volvo CE at lancere sin serie af elektriske kompakte gravemaskiner (EC15 til EC27) og læssemaskiner (L20 til L28) og stopper udviklingen af nye dieseldrevne modeller.

Elektrisk drift

For at gøre ECR25 og L25 elektriske er forbrændingsmotorerne erstattet af lithiumbatterier. ECR25 er monteret med lithiumbatterier og én elmotor, der driver hydraulikken for at bevæge maskinen og tilbehøret. Maskinens batterier lagrer nok elektrisk energi til at køre ECR25 i otte timer med dens mest almindelige anvendelser, f.eks. entreprenørarbejde. L25 indeholder lithiumbatterier, der giver mulighed for otte timers drift i maskinens almindelige anvendelser, herunder lettere infrastrukturarbejde, havearbejde, landskabspleje og landbrug. L25 har også to dedikerede elmotorer, én til fremdriftssystemet og én til hydraulikken. Adskillelse af undersystemerne har medført højere effektivitet i begge systemer og i hele maskinen. Både ECR25 og L25 har indbyggede opladere, der muliggør opladning natten over via en almindelig stikkontakt. Der kommer også mulighed for hurtigopladning, der kræver adgang til højere spænding.

"ECR25 og L25 er revolutionerende maskiner, der viser Volvo CE's engagement i fremtidens teknologi," siger Scott Young, direktør for Electromobility and Automation. "Da maskinerne er elektriske, udledes der ingen partikler, ingen kvælstofilte og ingen kuldioxid til omgivelserne. Dette gør, sammen med det faktum, at de har ekstremt lave støjniveauer, at de er ideelle til brug i byer og tætbebyggede områder."

Fra ide til virkelighed

Lanceringen af ECR25 og L25 følger de positive reaktioner på Volvo CE's konceptmaskiner i løbet af de seneste år. Dette omfatter prototypen EX2 fuldt elektrisk kompakt gravemaskine og prototypen LX2 elektrisk kompakt læssemaskine. "Mens ECR25 og L25 er forskellige maskiner, har erfaringerne fra disse forskningsprojekter hjulpet os til at bygge fundamentet for den nye serie af elektriske kompakte maskiner," forklarer Young. "Den teknologi, vi har udviklet, er nu tilstrækkeligt robust, og dette gør, sammen med ændringer i kundeadfærd og en strammere lovgivning, at tiden er inde til at lancere vores elektriske kompakte maskiner."

Nu hvor de første elektriske kompakte maskiner er blevet afsløret, vil et antal maskiner blive anvendt og afprøvet af kunder i pilotprojekter, før produktionen starter i midten af 2020.

Nyskaber for en bæredygtig fremtid

"Afsløringen af vores første kommercielle elektriske maskiner markerer et afgørende punkt i Volvo CE's rejse mod at bygge en mere bæredygtig fremtid," siger Melker Jernberg, direktør for Volvo CE. "I tråd med Volvo-koncernens strategiske fokus på elektromobilitet på alle forretningsområder ligger vi i førerposition inden for elektromobilitet og leverer bæredygtige løsninger, der understøtter kundernes succes. Elektrificeringen af entreprenørudstyret vil give renere, mere støjsvage og mere effektive maskiner - dette er fremtiden for vores industri".

Se yderligere oplysninger på: https://www.volvoce.com/global/en/this-is-volvo-ce/what-we-believe-in/innovation/electrifying-the-future.

Billede 1: De to udledningsfrie maskiner er ideelle til brug i byer.
Billede 2: Lancering af den elektriske ECR25.
Billede 3: Lancering af den elektriske L25.